Når biskopper ordineres, aflægger de løfte om at holde faste ved Bibelens lære.
Ved bispevielser påkaldes Helligånden mange gange til gavn for den nye tilsynsmand, og fire præster læser op fra de hellige skrifter. F.eks.:
1) Mattæus 28,19-20:
”Gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”
2) Paulus' brev til Titus 1,9:
”Han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren.”
3) Paulus' andet brev til Timoteus 4,1-5: ”Jeg formaner dig indtrængende for Guds åsyn… prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.”
4) Apostlenes Gerninger 20,28-30: ”Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke …...... af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale ….”
Så taler ordinator og siger blandt andet:
”Herren kræver af dig, at du skal blive fast ved den sunde lære, som Herren og hans apostle har efterladt os i de hellige skrifter …”
Ordinator fortsætter:
”Lover du mig da for den alvidende Guds åsyn, at du således troligt og retsindigt vil varetage din tilsynstjeneste i alle ting…?”
Ordinanden:
”Ja.”
Ordinator :
”Så giv mig din hånd derpå.”
Ordinator og præsterne beder nu for den knælende nye biskop: ”Giv ham din Helligånd..... så at han bliver fast ved dit rene ord…... for at dit hellige evangelium stadig må blive hos os rent og ret uden at sammenblandes med menneskelig lære...”

Man kan ikke undre sig over folkekirkens tilstand, når tilsynsmændene, der har aflagt løfter som ovenstående, svigter fuldstændig.
Man tilsidesætter den hellige skrift, der i Romerbrevet 1,18 siger : ”Guds vrede åbenbares fra Himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden.” Og i Romerbrevet 1,25-27 hedder det: ”de ombyttede Guds sandhed med løgnen…. deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.”
Derudover står der i Romerbrevet 1,32: ”De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald.”
I Judas' brev vers 7 står der :
”Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.”
Alle disse barske ord er en del af de hellige skrifter, som man åbenbart ikke vil tale om, fordi man i det hele taget sætter spørgsmålstegn ved Guds ord godt belært på universiteterne, hvor man fx. har undervist i afmytologisering i mange årtier.
Man er nu kommet så langt, at man vil indføre ritualer for syndige handlinger.
Hvordan vil man i øvrigt lære mennesker alt, hvad Gud har befalet, hvis der ikke er nogen kristen etik, som det påstås?
Professor P.G. Lindhardt, Aarhus, biskop Lindhardts far, afskaffede i sin tid helvede, hvad bibeltro præster og andre dengang gik til modstand imod.
Nu overholder biskopperne ikke, hvad de højtideligt har lovet ved deres indsættelse.
Folkekirken er ved at gå i opløsning, og forfaldet har en stor del af skylden for, at lovløsheden breder sig. Folkekirken er blevet uinteressant, når man ikke ved, hvad man skal frelses fra. Mattæus 7,13-14 kunne man for 100 år siden få som konfirmationsskriftsted. Der står: ”Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.”
Nu advares der ikke mod fortabelse, hvorfor den brede vej naturligvis bliver mere og mere befolket.
Inger Marie Laustsen
Marievej 20
2900 Hellerup

Den skotske kirke ”Church of Skotland” har officielt sagt nej til kønsneutrale ægteskaber. En skuffelse for politikerne.

I Skotland har man desværre samme type politikere, som vi desværre har her i Danmark.
Der har man også villet ændre ægteskabsritualet. Til fordel for homofile/lesbiske ægteskaber. Den Evangelikale og Katolske kirke har længe kæmpet imod dette lovforslag.Og nu har omsider The Church of Scotland (den største kirke) meddelt sin stilling til kønsneutrale ægteskaber. Som blev en skuffelse for de skotske politikere, det blev et klart nej. Det vil jeg også anbefale, bliver det sidste ord i den danske polemik om dette. Og der vil jeg som medlem af Folkekirken bede om opbakning fra frimenighederne.
For jeg tror ikke, det vil blive en høst for frikirkerne, men det vil nok blive en opløsning og ligegyldighed om det kristne budskab i stedet.
Og det er en forbandelse, der vil skabe andre religiøse bevægelser, såsom ateistiske og humanistiske bevægelser, som ingen i nød kan søge trøst ved.
En kirkeminister i Danmark er ikke Kirkens Herre, han/hun er en person, der står for forhandlingerne mellem Folketingets og Kirkens samarbejde om det økonomiske, såsom vedligeholdelse af kirkegårde og begravelser, samt bygningsværker og lønninger angående de ansatte, som skal udføre disse job.
Ministeren burde måske ikke være en folkevalgt person. Men en adminstrationsperson.
Mogens lind
Grønbækvej 20
2610 Rødovre

 

Ole Westergaard, Roskilde

Hvad skal der ske med vores legeme når vi dør? Siger Biblen noget om, hvad vi bør vælge?
I disse usikre tider er der stadig noget der står urokkeligt fast: at vi alle skal dø! Det er sikkert.

På mange af livets områder er mennesker i vor tid åbne for at drøfte ting, som man før helst undlod at tale åbent om. Det gælder fx religion, sexliv, børneopdragelse mm. - og altså også døden og de praktiske opgaver, der følger efter et dødsfald.
En af de ting, der optager sindet, når tiden er inde, er: vil jeg begraves i en kiste og sænkes i jorden på en kirkegård (jordfæstes), eller ønsker jeg at blive brændt (kremateret), og min aske bisat i en urne, - måske på et ukendt sted? Mange har taget stilling hertil, og udviklingen gennem de senere år har vist, at flere og flere vælger ligbrænding.
Først i 1892 blev det lovligt at benytte denne form i Danmark, men allerede i 1975 blev 46% af alle afdøde her i landet brændt. Efter lov af 1950 kan ligbrænding ske efter begæring af afdøde eller efterlevende ægtefælle. Allerede som 15-årig er det nu muligt at tage stilling til, om man vil brændes eller jordfæstes.

I 2011 blev der på landsplan brændt omkring 72 procent, men i Københavnsområdet er dette tal helt oppe på ca. 90 procent. Måske indikerer det, at den afkristning (sekularisering), der så tydeligt giver sig udtryk i Danmark - og mest mærkbart i hovedstadsområdet - gør, at ”det moderne menneske” ikke har brug for kirkelig indblanding i deres liv, og heller ikke ved dets afslutning.
Et krematorium er for mange noget mindre personligt, en ligbrændingsanstalt, - hvor der dog også kan finde en begravelsesceremoni sted. Økonomisk anskuet er forskellen på de to måder ikke store, men ligbrænding er dog den dyreste form.
Såfremt der medvirker en præst ved en jordfæstelse eller bisættelse, er der den forskel, at der ved en jordfæstelse foregår jordpåkastelse ved graven, mens det ved en bisættelse sker i kirken.
Ligbrænding er kendt fra oldtids- og senere kulturer og altså genoptaget i moderne tid.
I Bibelen ser vi flere former for menneskers afsked med livet, og det er ikke muligt at lade dens tale herom være en vejledning for det ene, eller mod det andet. Valget må den enkelte træffe under hensyntagen til tradition og tro. Mange vil sige, at det er en følelsessag.
På Jesu tid, og hvor han levede, var det almindeligt, at afdøde blev lagt i for eksempel en udhugget klippehule, hvilket jo også var tilfældet efter, at Jesus var nedtaget af korset.

At tage afsked kan under alle omstændigheder ofte være svært. Når afskeden er så definitiv som ved et dødsfald, kan det føles ubærligt. Praktiske ting og afgørelser kan da synes at være ligegyldige.
Men over de mange ting og problemer der uvægerligt må tages stilling til i situationen, rejser spørgsmålet sig: hvordan havde vi det sammen, mens vi endnu havde hinanden, mens vi levede?
Var vi opmærksomme nok, kærlige nok, omsorgsfulde nok?
Kan vi sige ”ja” hertil, bliver afslutningen på et måske langt bekendtskab eller samliv, lettere at komme over, med fred i sjælen.

Disse tanker og overvejelser leder uvilkårlig tanken hen på en linie i en af vore salmer, hvori der siges:
”Giv mig en blomst, mens jeg lever...”
Af Ole Westergaard



Fra skolen, i bibelhistorie, husker jeg billedet af Babelstårnet. I mit barnesind så jeg det som et påbegyndt byggeri, der ville nå op til Himlen ”i sikkerhed” for en evt. ny syndflod. Sådan svarede jeg da også, når læreren spurgte mig om grunden til dette tårn. Klassekammeraterne morede sig højlydt over mit svar, hvad jeg dog ikke forstod.
Men min ”udlægning” ramte måske ikke så meget ved siden af. Dengang var EU endnu fremtid, og en parlamentsbygning var ikke på noget tegnebræt. Men billedet af det påbegyndte Babelstårn stod der. Det var et af den hollandske maler Pieter Bruegels bibelske motiver fra 1563 og kan ses på ”Kunsthistorisches Museum” i Wien.
Måske var Pieter Bruegels maleri ligefrem profetisk. For der er senere, med rette, blevet draget en sammenligning mellem Babelstårnet og EU’s parlamentsbygning og gjort opmærksom på den påfaldende lighed i udseende. Dette ”tidens tegn” tror jeg personligt ikke, vi kan komme uden om.
Bibelens tekst lyder sådan: ”Derpå sagde de: Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden…” (1. Mos. 11:4). Det lykkedes som bekendt ikke. Herren tillod det ikke.
Ånden i EU er den samme. En menneskeskabt enhed og et hovmodigt forsøg på at skabe sig et navn og guddommeliggøre sig selv i trods og ringeagt for Herrens navn og det navn, hvorved vi alene kan frelses, nemlig ved det fortabte menneskes eneste Frelser, vor Herre Jesus Kristus, som er ”stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten” (Ap.G. 4:11-12).
Ja, agtet for intet af alverdens bygmestre, også af EU’s arkitekter! Hvem af Kristi efterfølgere kender ikke på nært hold denne foragt? O, lad det være en tilskyndelse til os, som har fundet frelse ved det navn, at bekende det navn i fuld offentlighed, for han selv døde jo i fuld offentlighed for vore synder ”uden for indflydelse”, uden for Jerusalem, son genstand for både verdslig og religiøs foragt.
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A,
4700 Næstved


Det sårer mig dybt at høre om kristne, der skændes og ligger i uenighed. Djævlen klapper i sine små, klamme hænder af fryd, når vi kristne skændes indbyrdes. Når vi går imod hinanden, er vi svage, og han kan nemt manipulere os. Vi kommer længere væk fra Gud og fra, hvad han har i tankerne for os. Had og bitterhed er kødets gerninger, Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal. 5, 13-26).
Brødre og søstre, jeg bønfalder jer, dyrk åndens frugter og skyl kødets gerninger ud! Buk ikke under, giv ikke Djævlen tilfredshed, men spot ham med jeres kærlighed og overbærenhed over for hinanden!
Når vi står sammen som kristne og med Gud, er vi uovervindelige! Vi er prinser og prinsesser af den største og mægtigste konge, herskeren over alle herskere. Det er på tide at påtage sig denne titel! Smid Djævlen på døren, og lev i kærlighed til hinanden, lev i Guds rige. Sammen kan vi overvinde Djævlen, men kun sammen. Vi er alle en del af Jesu legeme, Vi har brug for hinanden, intet menneske i en menighed er der ved en tilfældighed.
”Det I gør imod disse af mine mindste, det gør I imod mig.” Brødre og søstre, I ekskluderer ikke kun hinanden, I ekskluderer Jesus! Er Jesus ikke samlingspunktet i enhver kristen menighed?! Uden ham, hvad er pointen ved en menighed?
Guds hjerte græder, når hans børn skændes indbyrdes og splittes, og han bønfalder dem: Kære børn, vær overbærende over for hinanden, tilgiv og vær ydmyge, kom tilbage til mig…
Esther Svendsen
Ladegaardsgade 31,
5610 Assens

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning - ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg