Musik-videoer m.m.

 

Biskop Munib Younan fra Den Evangelisk-lutherske Kirke i Jordan og Det Hellige Land er blevet ny præsident i Det Lutherske Verdensforbund. Det er Bjarne Nederby Jessen dybt rystet over, for han hørte en gang i Jerusalem biskop Munib Younan sige, at det er afskyeligt, at ”kristne danser rundt i Jerusalems gader ved særlige jødiske højtider.” (Udfordringen den 12. august)

Jeg tror gerne, at biskop Munib Younan kan have sagt det, som Bjarne Nederby Jessen citerer biskoppen for at have sagt. For det er - for langt de fleste kirkeledere i Mellemøsten - uforståeligt, at kristne i Vesten gør det politiske spørgsmål om Israels eksistens og geografiske størrelse til et religiøst anliggende. De fleste mellemøstlige kirkeledere mener nemlig, at Israels eksistens og størrelse udelukkende er et politisk problem og IKKE et spørgsmål om Jesu genkomst og/eller Guds endelige sejr over ondskaben i denne verden.

Med baggrund i 25 års arbejde som missionær i den muslimske verden og 7 år som missionssekretær i DMS, så ved jeg også, at mange - rigtig mange - kirkeledere i Mellemøsten har de samme synspunkter som biskop Munib Younan. Når kristne zionister ved særlige jødiske fester danser rundt i Jerusalems gader, så ’læser’ mange mellemøstlige kristne denne dans som en religiøsinspireret opbakning til idéen om, at Israel har ret til flere bosættelser på Vestbredden og ret til at annektere Østjerusalem, fordi dét - i hvert fald for en del kristne zionister - er i overensstemmelse med Guds endegyldige frelsesplan!

Biskop Munib Younan og mange andre kirkeledere i Mellemøsten mener altså, at kristne zionister gør et politisk problem i Mellemøsten til et religiøst problem, og når det sker - hævder bl.a. biskop Munib Younan - så vendes tingene på hovedet, for så er fred ikke et politisk problem, men derimod et spørgsmål om, hvad der er Guds plan med Israel. Det synes biskop Munib Younan er afskyeligt!

Til sidst: For mig personligt er der ingen tvivl om, at Israel - efter godt 60 år på verdenskortet - har ´ret´ til at eksistere indenfor sikre grænser og i fred for/med sine naboer. Den samme menneskelige ’ret’ har palæstinenserne også. Men fred og sikre grænser bliver næppe etableret, så længe parterne tager afsæt i religiøst inspirerede visioner. Gud skal ganske enkelt ud af fredsforhandlingerne, for ellers bliver der ikke fred i Mellemøsten!
Leif Munksgaard

Leif Munksgaard er nu pensionist. Han var missionær i den muslimske verden i godt 25 år. Missionssekretær i DMS i 7 år, og fra 1999 til 2007 var han flygtninge/indvandrerpræst ved Domkirken i Odense og leder af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense.

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning - ikke nødvendigvis Udfordringens. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.

 

Selv den højt begavede og sympatiske dansk/jødiske journalist i Tel-Aviv Hanne Foighel, fast medarbejder på Danmarks Radio, benævner ustandseligt sit eget land som ”besættelsesmagt”. Jeg græmmer mig.
Ja, selv kristne trosfæller, som begejstret efter et turistbesøg i Israel holder euforiske lysbilledforedrag, bruger samme terminologi og taler uforstandigt om ”besatte områder”. Jeg græmmes igen. På grund af just disse misvisende ord.
Joseph Goebbels fik uhyggeligt ret: Gentag en løgn tilstrækkeligt mange gange, og folk vil tro den. Intet land er der løjet så meget ondt på som Israel. Jeg gentager: Intet! Aldrig før i verdenshistorien er det set, at et land, der systematisk krænkes af terroriserende naboer, af ”verdenssamfundet” skal udskriges som skurken, fordi det forsvarede sine grænser og reviderede disse, da de blodtørstige aggressorer blev overvundet. Nogle gange på et hængende hår. ”Besættelsesmagt” lyder den frådende anklage.
Løgnens propaganda er lykkedes og indarbejdet hos både jøder og kristne. Gys derover, I himle!
I denne tid tales der påny om ”fredsforhandlinger”. Men disse forudsætter, at Israel artigt anerkender prædikatet ”besættelsesmagt”. At komme til forståelse med Israels fjender vil være det samme, som at jeg kom til åndelig forståelse med islam, ateisterne, kommunisterne, - you name it.
Men mine forgræmmede ord er en røst i ørkenen. Jeg står dog ikke alene, vi er en minoritet med ganske vist alle odds imod os, hvilket ikke betyder, vi står svagt. Tværtimod. Israel vedrører os, fordi Bibelen vedrører os. Dens historie er reelt vor, de kristnes, historie i fortid, nutid og fremtid.
Det glædelige er, at udkastet til en varig fredsplan allerede ligger klar. Den har med Messias og Bibelen at gøre. Kun det lille ord ”igen” skiller os, sagde en jødisk leder til mig. ”I venter, at Han kommer igen. Vi venter, at Han kommer!”
Så enkelt er det.
En kollega spurgte mig, hvad jeg gerne ville se i Israel. Svar: Primært nogle af de minoritetsgrupper af jøder og arabere, der har fundet sammen som Messias-troende med et levende vidnesbyrd om forsoning ved Kristi kors. Jeg ville da vende hjem igen – mere ”jødisk” end nogensinde! - med optagelser af sådanne samlinger som eskatologisk forsmag på et kommende fredsrige med Messias som Konge.
Og da – til den tid - skal denne profeti fra Esajas opfyldes: ”På den dag skal Israel, som den tredie sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på jorden!” (kap. 19:24)
Ja, til velsignelse midt på jorden – i stedet for at være hele verdens stigmatiserede og mest udskældte ”Prügelknabe”. Thi sådan skal de messianske ord komme til at lyde: ”Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk, Assyrien, og min ejendom, Israel!” (Esajas 19:25).
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A,
4700 Næstved