Forside
 
   Forord
   Gamle Testamente
   Nye Testamente
 
Lukas evangeliet
     Kapitel 1
     Kapitel 2
     Kapitel 3
     Kapitel 4
     Kapitel 5
     Kapitel 6
     Kapitel 7
     Kapitel 8
     Kapitel 9
     Kapitel 10
     Kapitel 11
     Kapitel 12
     Kapitel 13
     Kapitel 14
     Kapitel 15
     Kapitel 16
     Kapitel 17
     Kapitel 18
     Kapitel 19
     Kapitel 20
     Kapitel 21
     Kapitel 22
     Kapitel 23
     Kapitel 24

"Bibelen på hverdagsdansk" leveres af Udfordringen
Lukas evangeliet kapitel 21

21 Enkens offer
Mens Jesus stod i templet, lagde han mærke til de rige, der lagde gaver i tempelbøssen. 2En fattig enke kom også forbi og lod to små kobbermønter falde i. 3Da udbrød Jesus: »Denne fattige kvinde har givet mere end alle de andre; 4de gav nemlig af det, de kunne undvæ-re, men hun ofrede af sin fattigdom, alt, hvad hun havde!«


Jesus forudsiger templets ødelæggelse og de kommende forfølgelser
5Nogle af disciplene begyndte at tale om templet, om dets smukke sten og de gaver, som folk havde skænket til bygningen. 6Da sagde Jesus: »Den tid kommer, da alt dette, som I beundrer, vil blive jævnet med jorden, og hver en sten skal blive brudt ned.«
7»Mester, hvornår kommer det til at ske?« spurgte de. »Og hvad bliver tegnet på, at det er ved at ske?«
8Jesus svarede: »Lad ikke nogen føre jer bag lyset, for mange vil komme og i mit navn påstå: 'Det er mig!' og: 'Tiden er nær!' Hør ikke på dem! 9Og når I hører om krig og revolution, er der ingen grund til panik. Der vil blive krig, men afslutningen på det hele kommer ikke så hurtigt. 10Folkeslagene vil bekrige hinanden, og det ene land skal angribe det andet. 11Der vil komme store jordskælv og epidemier og hungersnød både her og der. Der vil ske forfærdelige ting og mærkelige varsler på himlen. 12Men før alt dette sker, vil der komme forfølgelse. I vil blive slæbt for religiøse magthavere og kastet i fængsler og stillet for konger og guvernører, fordi I tror på mig. 13Det vil give jer god anledning til at vidne om mig. 14Og husk, at det ikke er jer, der skal forberede jeres forsvar; 15for jeg vil selv give jer det, I skal sige, og jeg vil give jer en sådan visdom, at ingen af jeres anklagere vil kunne modstå eller modsige jer. 16Selv jeres nærmeste - forældre, brødre, slægtninge og venner - vil forråde og udlevere jer; og nogle af jer vil blive slået ihjel. 17Alle vil hade jer, fordi I tilhører mig. 18Men de skal ikke kunne krumme et hår på jeres hoved. 19Hvis I holder ud, skal I blive frelst.


Jesus forudsiger Jerusalems
ødelæggelse
20Men den dag I ser Jerusalem omringet af fremmede tropper, skal I vide, at timen er kommet, da byen skal ødelægges. 21Judæas indbyggere gør da bedst i at flygte op i bjergene. De, der er i Jerusalem, skal forsøge at komme ud, og de, der er udenfor, skal ikke prøve på at komme ind. 22I de dage skal alt det, profeterne har skrevet om, gå i opfyldelse. 23Stakkels de kvinder, der i de dage er gravide; og stakkels dem, som har små børn; der vil komme stor elendighed over landet, og vrede vil bryde løs over dette folk. 24Folk vil blive dræbt på stedet eller jaget bort til andre lande som fanger og flygtninge, og Jerusalem bliver indtaget og trampet ned af fremmede folkeslag, indtil deres tid er forbi.


Tegnene på Jesu genkomst
25Da vil der komme varsler i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst og stå rådvilde over for det oprørte hav og den brusende brænding. 26Folk vil besvime af rædsel, når de opdager, hvilken skæbne der venter jorden. Universets orden vil vakle. 27Men da skal de se mig, Menneskesønnen, når jeg kommer fra Himlen med guddommelig magt og herlighed. 28Derfor - når alt dette begynder at ske, så rejs jer og se opad, for jeres befrielse er nær.«


Figentræet som et billede på Guds riges komme
29Jesus fortsatte med følgende billede: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30Allerede når bladene springer ud, ved I, at det snart er sommer. 31På samme måde kan I også vide, at Guds rige er nær, når alt det, jeg her har beskrevet, begynder at ske. 32Jeg siger jer: Denne slægt vil ikke forgå, før det alt sammen er sket. 33Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig nogen sinde forgå!


Om at våge og bede
34Men tag jer i agt! Lad ikke alt dette komme bag på jer! Pas på, at I ikke sløves af svir og druk og dagliglivets bekymringer, så dagen pludselig kommer over jer, 35for den vil indhente alt levende på hele jorden. 36Hold jer vågne og bed altid om, at I må komme frelst gennem alt det, der skal ske, så I kan stå med frimodighed foran Menneskesønnen.«
37Jesus underviste i templet hver dag, men om aftenen forlod han byen og tilbragte natten på Olivenbjerget. 38Fra tidlig morgen flokkedes folk i templet for at lytte til ham.

GTKap. 
NTKap. 
Hvordan
1. Vælg om det står i GT (Det Gamle Testamente) eller NT (Det Nye Testamente)
2. Vælg bogen
3. Skriv så kapitlet
Online-udgaven af Bibelen på Hverdagsdansk er en del af Udfordringens hjemmeside, udfordringen.dk
© Copyright Udfordringen 2002