Forside
 
   Forord
   Gamle Testamente
   Nye Testamente
 
Lukas evangeliet
     Kapitel 1
     Kapitel 2
     Kapitel 3
     Kapitel 4
     Kapitel 5
     Kapitel 6
     Kapitel 7
     Kapitel 8
     Kapitel 9
     Kapitel 10
     Kapitel 11
     Kapitel 12
     Kapitel 13
     Kapitel 14
     Kapitel 15
     Kapitel 16
     Kapitel 17
     Kapitel 18
     Kapitel 19
     Kapitel 20
     Kapitel 21
     Kapitel 22
     Kapitel 23
     Kapitel 24

"Bibelen på hverdagsdansk" leveres af Udfordringen
Lukas evangeliet kapitel 13

13 Om at omvende sig eller dø
På den tid kom der nogle og fortalte, at Pilatus havde slået nogle jøder fra Galilæa ihjel, mens de ofrede i templet, så deres blod var blevet blandet med blodet fra offerdyr. 2Jesus sagde til dem: »Mon det er et bevis på, at disse mennesker var større syndere end andre, fordi det gik dem sådan? 3Nej! Jeg siger jer: Det vil gå jer alle på samme måde, hvis I ikke vender jer fra jeres synd og holder jer til Gud. 4Eller hvad med de 18, der blev slået ihjel, da tårnet i Siloam styrtede sammen? Tror I, at de var værre syndere end alle andre mennesker i Jerusalem? 5Nej, men jeg siger jer: Jeres skæbne bliver lige så tragisk som deres, hvis I ikke omvender jer.«


Historien om det ufrugtbare figentræ
6Jesus brugte også denne billedtale: »En mand havde et figentræ i sin have. Med mellemrum kom han og kiggede efter, om der var frugt; men hver gang blev han skuffet. 7Til sidst gav han sin gartner besked på at fælde figentræet. 'Nu har jeg ventet i tre år og aldrig fundet frugt på det,' sagde han. 'Hvorfor skal vi have det stående længere? Det tager bare kraften af jorden.' 8Gartneren svarede: 'Lad det stå endnu et år, så skal jeg grave omkring det og give det godt med gødning. 9Bærer træet så frugt næste år, kan det blive stående. Hvis ikke, skal jeg nok hugge det om.'«


Jesus helbreder en krumbøjet kvinde på sabbaten
10Da Jesus på en sabbatsdag underviste i synagogen, 11var der en kvinde til stede, som på grund af en ond ånd havde været krumbøjet og ude af stand til at rette sig op i 18 år. 12Da Jesus fik øje på hende, kaldte han på hende og sagde: »Kvinde, du er helbredt for din sygdom.« 13Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og lovpriste og takkede Gud.
14Men forstanderen for synagogen blev forarget over, at Jesus havde helbredt hende på en sabbatsdag. »Der er seks dage i ugen, hvor man kan arbejde,« sagde han til menigheden. »På de dage kan I komme og blive helbredt, men ikke på sabbaten!«
15Jesus sagde til ham: »I hyklere! Hvem af jer løser ikke på sabbaten sin okse eller sit æsel i stalden for at trække dem til vands? 16Er det så forkert af mig, bare fordi det er sabbat, at befri denne jødiske kvinde, som i 18 år har været bundet med Satans lænker?« 17Det var et svar, som fik hans fjender til at skamme sig. Men alle de andre glædede sig over de underfulde ting, Jesus gjorde.


Guds rige som et sennepsfrø. Guds rige som en smule gær
18Jesus begyndte igen at undervise dem: »Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med?« spurgte han. »Hvordan kan jeg bedst beskrive det? 19Det er som et lille sennepsfrø, en mand såede i sin have. Det voksede og blev en stor plante, og fuglene kom og byggede rede i dens grene. 20 21Eller det er som en smule gær, en kvinde ælter ind i en dej, og som gennemtrænger hele dejen, så den hæver og bliver stor.«


Om at gå igennem den snævre port
22Jesus fortsatte nu fra by til by og fra landsby til landsby. Han underviste overalt, hvor han kom frem; men han holdt hele tiden retning mod Jerusalem.
23En mand spurgte ham: »Er det kun få, der bliver frelst?« Han svarede: 24»Kæmp I for at gå igennem den snævre port; mange vil prøve at komme igennem, men det skal ikke lykkes for dem. 25Og når først husets herre har rejst sig og døren er låst, er det for sent. Står man da udenfor og råber: 'Herre, luk op!' får man bare dette svar: 'Jeg kender jer ikke.' 26Og hvis I så siger: 'Jo, vi har spist sammen med dig; du underviste jo blandt os,' 27da vil han stadig svare: 'Jeg kender jer ikke. Forsvind, I onde mennesker!' 28I skal komme til at græde og skære tænder, når I står udenfor og ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne samlet i Guds rige. 29For der skal komme folk fra øst og vest, og nord og syd, for at feste i Guds rige. 30Dér skal de, som nu er de ringeste, være de største; og de, som nu er de største, skal være de ringeste.«


Jesu ord til Jerusalem
31I samme øjeblik kom nogle farisæere hen til Jesus og sagde: »Du må hellere forsvinde herfra. Kong Herodes er ude på at slå dig ihjel!«
32Jesus svarede: »Sig til den ræv, at det ikke afholder mig fra at helbrede og uddrive onde ånder i dag og i morgen; og på tredjedagen er jeg ved målet. 33Men i dag, i morgen og i overmorgen er jeg på vej. Det er nemlig utænkeligt, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.
34Jerusalem, Jerusalem! Du myrder profeterne og stener Guds sendebud. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn omkring mig, som en høne samler kyllingerne under sine vinger. Men I ville ikke. 35Se, jeres tempel bliver nu overladt til jer selv. Og jeg siger jer: I kommer ikke til at se mig igen, før I tager imod mig med ordene: 'Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.'«

GTKap. 
NTKap. 
Hvordan
1. Vælg om det står i GT (Det Gamle Testamente) eller NT (Det Nye Testamente)
2. Vælg bogen
3. Skriv så kapitlet
Online-udgaven af Bibelen på Hverdagsdansk er en del af Udfordringens hjemmeside, udfordringen.dk
© Copyright Udfordringen 2002