Indhold:
Bogen fortæller historien om israelitternes rejse fra Sinaj bjerg, hvor de modtog lovens ord, til Moabs sletter øst for Jordanfloden på grænsen til Kana'ans land. Denne strækning kunne være tilbagelagt på under et år - men tog faktisk 38 år på grund af folkets vantro og ulydighed imod Gud. Da folket i første omgang fik ordre til at gå ind i landet (kap. 13-14), turde de ikke - og derfor måtte de fortsætte deres ørkenvandring, indtil generationen var uddød. Det var denne generations børn, som under Josuas og Kalebs ledelse indtog landet (Jos. 1-12).

Budskab:
Bogen er en beretning om Guds vrede over sit oprørske folk - men også om hans kærlige omsorg og hans trofasthed imod sine løfter. Den Gud, der havde sluttet pagt med Abraham (1. Mosebog), og som havde udfriet efterkommerne og gjort dem til sit ejendomsfolk (2. Mosebog) - som havde åbenbaret sin hellighed og anvist en vej til fællesskab (3. Mosebog) - var en Gud, som straffer synd, men som alligevel velsigner sit folk på ny. Beretningen om Bileam (kap. 23-24) er et enestående eksempel på det.
I Det Nye Testamente sammenlignes kristenlivet med en ørkenvandring mod det himmelske Kana'an (se Hebr. 3,7-9 og 4,8-11).