Det er 10 år siden, Auschwitz-dagen blev vedtaget som officiel mindedag. Alligevel har den i Danmark kun opnået en beskeden gennemslagskraft. Kun en håndfuld byer markerede begivenheden. Mange bemærkede den næppe.
I lyset af at undersøgelser peger på udbredte antijødiske holdninger, støt stigende antisemitisme og stor uvidenhed om Holocaust blandt danske skoleelever, er det bedrøveligt, at der ikke mobiliseres flere kræfter på at genopfriske historien.


Under stor protest fra Mosaisk Trossamfund foretog oplægsholderne i Undervisningsministeriet for nogle år siden et kursskifte. Frem for at mindes de jøder, der blev dræbt under Anden Verdenskrig, ændredes dagen til en generel markering mod folkedrab og fremmedhad.
Et kursskifte så markant, at Danmarks største jødiske samfund det år meldte afbud til den officielle markering, begrundet med ”den stigende ligegyldighed over for den jødiske tragedie”. En ligegyldighed, der har gjort Auschwitz-dagen ansigtsløs. Baggrunden er ikke længere den tredjedel af verdens jøder, der blev dræbt. Men alle historiens dræbte.
Mindet om de seks millioner jøder, der døde under verdenskrigen, udviskes således. Det nævnes ikke mere, at godt en million - hvoraf 90 pct. var jøder - blev ført til Auschwitz-lejren i Polen og for manges vedkommende døde i gaskamre. Indtil sovjetiske tropper standsede uhyrlighederne den 27. januar 1944. I hvert fald mindes det ikke længere officielt.


Udfordringen vægter Israels-stoffet højt og bringer løbende nyheder fra Bibelens land. En prioritering, der selvsagt ikke skyldes verdenshistoriens mørkeste pletter, men snarere frelseshistoriens lyspunkter og den kristne tros jødiske rødder.
Men selv uden denne dimension som udgangspunkt må man undres over en overset, historieløs mindedag - hvis oprindelige indhold har åbenlys relevans.